Genopretning

Små træer klar til udplantning. Foto Carl Træholt, København Zoo
Det er billigst og nemmest at undgå at ødelægge regnskovene, men når skaden er sket, kan det ofte stadig lade sig gøre at genoprette skoven. Det tager tid for skoven at gro op selv. Det kan dog gøres hurtigere ved at plante træer på steder, hvor der kun er meget små lommer af regnskov tilbage. I lommer, der er for små til at større dyr kan overleve i dem, har man haft held til at skabe/plante korridorer, så dyr kan vandre fra en regnskovslomme til en anden. Her bruger man hurtigt voksende træsorter. Andre steder hvor regnskoven er forsvundet, kan man hjælpe med at lære folk at dyrke jorden med flere træer og på en mere naturlig måde. Det betyder at jorden ikke udpines eller forsvinder med regnskyllene, og det giver et bedre miljø med flere vilde dyr og planter. Bønder der dyrker deres jord på denne måde har ikke brug for at fælde mere regnskov efter nogle få år.