Forsker profil Astrid M. Z. Bonde
Tiger i Krau nationalparken, Malaysia. Foto Astrid M. Bonde/ Carl Træholt
Af Astrid M. Z. Bonde PhD Klimabiolog & Projektleder
Det har altid været en fascination for mig at forstå hvordan dyr lever i - og er tilpasset til deres naturlige leveområde. Nogle af de dyr jeg har været heldig at få mulighed for at lære om i deres tropiske regnskov er den malaysiske skaberak tapir og skovelefanterne i central Afrika. Det foregik på den måde at jeg sammen med lokale videnskabsfolk og lokale folk, der levede i eller tæt på skovene tog ud for at finde dyrene.
Det har altid været en fascination for mig at forstå hvordan dyr lever i - og er tilpasset til deres naturlige leveområde. Nogle af de dyr jeg har været heldig at få mulighed for at lære om i deres tropiske regnskov er den malaysiske skaberak tapir og skovelefanterne i central Afrika. Det foregik på den måde at jeg sammen med lokale videnskabsfolk og lokale folk, der levede i eller tæt på skovene tog ud for at finde dyrene.
Kamerafældebillede af tapir. Foto Astrid M. Bonde/ Carl Træholt
I Malaysia involverede det at komme frem til den tætte regnskov i et område der hedder Krau Nationalpark. Her er der ikke asfalterede veje, men smalle jordveje hvor vi kun kunne køre med små motorcykler og have vores oppakning i rygsække med udstyr. Til sidst blev skoven så tæt, at vi parkerede motorcyklerne og fortsatte til fods af dyrenes naturlige stier.
Vores mission gik ud på, at komme til at sætte halsbånd med små radiosendere på de sky tapirer, for at kunne lære mere om hvor stort et område de spreder sig over. Selvom tapiren er et stort pattedyr er det et dyr man ikke ved særligt meget om. Tapirer er gode til at gemme sig i regnskoven og skjule deres spor ved at gå i vandløb. Derfor skulle vi bygge nogle fælder til at fange tapirerne. Fælder der ikke ville kunne skade tapirerne, men stadig holde dem længe nok til at vi kunne sætte halsbånd på dem.
Den slags fælder skal være relativt store, da en tapir kan være på størrelse med en mindre pony. De lokale samarbejdspartnere havde derfor fået svejset nogle bure, vi kunne samle ude i skoven og bære ud i flere stykker. Flere dage gik derfor med, at køre burene ud til skoven. Herfra gik ruten i balancegang ad træstammer over vandløb med burdelene over skulderen og videre i zigzag mellem træerne med vores lidt ualmindelige oppakning. Til sidst fik vi samlet 2 bure og lagt lokkemad som modne mangoer for at tiltrække tapirerne. Vi var svært stolte af vores arbejde og forlod skoven med stor forventning om hvad vi ville finde i løbet af de næste dage.
Dagene gik men der var ikke nogle tapirer der gik i fælderne. Vi tjekkede troligt vores forskellige bure og udskiftede film i andre såkaldte ”kamerafælder”, som andre på projektet tidligere havde sat op. Kamerafælder er kameraer med en automatisk udløser, som var sat op i skoven. Disse kamerafælder tog så billeder af de dyr som tilfældigt kom forbi kameraerne. Formålet var at vurdere hvor mange forskellige større dyr som fx, tapirer, tigere, leoparder, hjorte eller aber der var i skovområdet. Derudover var et yderligere formål at teste om man kunne bruge kamerafælderne til at kende forskel på individerne indenfor tapirbestanden. Disse kamerafælder viste en række spændende dyr og I kan se hvordan en makak abe nedenfor er blevet overrasket over klikket og blitzen fra kameraet…
Vores mission gik ud på, at komme til at sætte halsbånd med små radiosendere på de sky tapirer, for at kunne lære mere om hvor stort et område de spreder sig over. Selvom tapiren er et stort pattedyr er det et dyr man ikke ved særligt meget om. Tapirer er gode til at gemme sig i regnskoven og skjule deres spor ved at gå i vandløb. Derfor skulle vi bygge nogle fælder til at fange tapirerne. Fælder der ikke ville kunne skade tapirerne, men stadig holde dem længe nok til at vi kunne sætte halsbånd på dem.
Den slags fælder skal være relativt store, da en tapir kan være på størrelse med en mindre pony. De lokale samarbejdspartnere havde derfor fået svejset nogle bure, vi kunne samle ude i skoven og bære ud i flere stykker. Flere dage gik derfor med, at køre burene ud til skoven. Herfra gik ruten i balancegang ad træstammer over vandløb med burdelene over skulderen og videre i zigzag mellem træerne med vores lidt ualmindelige oppakning. Til sidst fik vi samlet 2 bure og lagt lokkemad som modne mangoer for at tiltrække tapirerne. Vi var svært stolte af vores arbejde og forlod skoven med stor forventning om hvad vi ville finde i løbet af de næste dage.
Dagene gik men der var ikke nogle tapirer der gik i fælderne. Vi tjekkede troligt vores forskellige bure og udskiftede film i andre såkaldte ”kamerafælder”, som andre på projektet tidligere havde sat op. Kamerafælder er kameraer med en automatisk udløser, som var sat op i skoven. Disse kamerafælder tog så billeder af de dyr som tilfældigt kom forbi kameraerne. Formålet var at vurdere hvor mange forskellige større dyr som fx, tapirer, tigere, leoparder, hjorte eller aber der var i skovområdet. Derudover var et yderligere formål at teste om man kunne bruge kamerafælderne til at kende forskel på individerne indenfor tapirbestanden. Disse kamerafælder viste en række spændende dyr og I kan se hvordan en makak abe nedenfor er blevet overrasket over klikket og blitzen fra kameraet…
Overrasket makakabe. Foto Astrid M. Bonde/ Carl Træholt
Èn af de sidste dage på mit ophold i Malaysia var vi heldige - vi kunne se tapirspor ved en af fælderne. Stor jubel blandt teamet og vi skyndte os frem til buret – men ak! Tapiren var et stærkt og voksent individ, der først havde spist al den gode lokkemad, hvorefter det havde mast sig ude gennem tremmerne, som simpelthen var bøjede nok til at dyret var undsluppet. Heraf kunne vi konkludere at ikke alene er tapirer sky, de er også snu og stærke. Efter jeg forlod projektet lykkedes det teamet at fange et par tapirer som fik sat radiosendere på. Forskningen af skaberaktapiren fortsætter i samarbejde med København Zoo. I dag kombinerer man både DNA studier og adfærdsstudier for at forstå deres biologi bedre og dermed kunne forvalte og beskytte skaberaktapiren bedst muligt.
Elefanter
Savanneelefant fra Tanzania. Foto Henrik Egede-Lassen
Feltarbejdet med afrikanske elefanter gik ud på at undersøge hvor forskellige skov- og savanneelefanter er. Skovelefanterne lever i de Centralafrikanske regnskove mens savanneelefanterne lever på de åbne savanneområder der findes i Øst-, Syd- og Vestafrika. Savanneelefanterne har været lettest at studere gennem tiden, hvor skovelefanterne har været svære både at finde i skoven og estimere hvor mange der egentlig findes.
I et område i Vestuganda og det østlige Congo overlapper skov- og savanneelefanternes leveområde og her har man har observeret blandede flokke af de to typer elefanter.
I et område i Vestuganda og det østlige Congo overlapper skov- og savanneelefanternes leveområde og her har man har observeret blandede flokke af de to typer elefanter.
Savanneelefanter, Uganda. Foto Astrid M. Bonde
Mit feltarbejde under specialet på Københavns Universitet gik ud på at tage prøver af elefanter, som kunne se ud til at være blandingsindivider af skov- og savanneelefanter eller rene skovelefanter. Savanneelefanterne fra området lå der allerede en del prøver af på universitetet, så jeg skulle koncentrere mig om de mere sjældne individer.
Prøverne bestod af hudprøver vi tog med en armbrøst ved at afskyde en pil, der tog et stykke hud fra elefanterne, før den faldt til jorden og vi i sikker afstand kunne samle den op igen. Derudover tog vi også fæcesprøver fra elefanterne. Både fæces og hud skulle jeg bruge til at få DNA resultater fra ved at gå i laboratoriet og dermed undersøge slægtskabet mellem de forskellige elefanter vi så i området.
Skovelefanterne er interessante med deres unikke tilpasninger til regnskoven og de adskiller sig fra savanneelefanterne ved fx at have følgende karakteristika. Stødtænder der peger ned mod jorden i stedet for fremad, mindre og mere afrundede ører end de store kantede ører savanneelefanterne har. Derudover har skovelefanterne også en lidt mindre størrelse og danner mindre flokke med enkelte familiegrupper. Savanneelefanterne samles derimod ofte i større grupper, hvor flokke indeholder adskillelige familiegrupper.
Prøverne bestod af hudprøver vi tog med en armbrøst ved at afskyde en pil, der tog et stykke hud fra elefanterne, før den faldt til jorden og vi i sikker afstand kunne samle den op igen. Derudover tog vi også fæcesprøver fra elefanterne. Både fæces og hud skulle jeg bruge til at få DNA resultater fra ved at gå i laboratoriet og dermed undersøge slægtskabet mellem de forskellige elefanter vi så i området.
Skovelefanterne er interessante med deres unikke tilpasninger til regnskoven og de adskiller sig fra savanneelefanterne ved fx at have følgende karakteristika. Stødtænder der peger ned mod jorden i stedet for fremad, mindre og mere afrundede ører end de store kantede ører savanneelefanterne har. Derudover har skovelefanterne også en lidt mindre størrelse og danner mindre flokke med enkelte familiegrupper. Savanneelefanterne samles derimod ofte i større grupper, hvor flokke indeholder adskillelige familiegrupper.
Krybskytter er et stort problem i Afrika. Foto Astrid M. Bonde
Feltarbejdet i Uganda involverede at vi boede i en stor Nationalpark i Vestuganda der hedder Queen Elizabeth Nationalpark. Her boede vi i nogle primitive jordhytter der lå fordelt rundt om en central bålplads. Om dagen kørte vi ud i parken i en stor fir-hjulstrækker fyldt med små beholdere til hud og fæcesprøver, armbrøst, kikkert og kameraer. Området består hovedsageligt af savanne men ligger lige op til de grønne og skovdækkede Rwenzori bjerge. De danner grænsen indtil Congo, hvor området på den anden side af bjergene danner leveområde for en masse spændende dyr som fx skovelefanterne. Det er desværre også et område, hvor der har været lokale krige og mange mennesker er fordrevet fra deres hjem. Derfor fandt vi på vores søgen efter elefanter i Queen Elizabeth nationalparken og krybskudte elefanter, hvor deres stødtænder, rygkød, hale og nogle gange snabel var skåret af til salg på de sorte markeder og ellers efterladt.
Det er et trist syn at så stort et dyr er nedlagt og efterladt pga menneskelig nød, men vidner også om de store problemer mange mennesker lever med i disse områder.
Vi fortsatte vores søgen efter elefantgrupper og fandt flere familiegrupper, som så ud til at have blandede individer i sig. Disse fik vi både hudprøver fra og andre gange kun fæcesprøver. Kunsten bestod i at sidde på sikker afstand af familiegrupperne og vente på at de individer der så ud til at være skovelefanter efterlagde en pæn portion møg til os og derefter gik videre. Så var det frem med de små graveskeer og fylde på prøverørene! Ikke just den mest romantiske opgave, men ofte en bedre kilde til DNA end den tørre ydre hud!
Efter vi havde samlet prøver fra et par forskellige elefantgrupper, kørte vi længere mod grænsen til Congo og ind til de smukke Rwenzori bjerge. Her skulle vi se om vi kunne være heldige at finde et par ”friske fæcesprøver”, fra de skovelefanter som er kendt for at kunne bestige de stejle bjergsider i de regnskovsdækkede bjerge. Vi startede fra en landsby der lå omgivet af dis fra lavt hængende skyer og med en udsigt til bjergene der havde et næsten blåt lys over sig. Regnskovens fugt og den kølige luft gav en helt særlig stemning, mens vi vandrede opad på de smalle mudrede stier. Med hjælp fra en af de lokale landsbyboere fandt vi hurtigt forskellige steder spor fra elefanterne, men ingen efterladenskaber i form af elefantmøg! Vi søgte længe men fik desværre ikke nogen prøver med os i denne omgang. Til gengæld oplevede vi et helt særligt landskab, der kalder på at blive udforsket nærmere med en udsigt til de snedækkede bjerge, der rummer de sidste gletsjere i Afrika.
Vi fortsatte vores søgen efter elefantgrupper og fandt flere familiegrupper, som så ud til at have blandede individer i sig. Disse fik vi både hudprøver fra og andre gange kun fæcesprøver. Kunsten bestod i at sidde på sikker afstand af familiegrupperne og vente på at de individer der så ud til at være skovelefanter efterlagde en pæn portion møg til os og derefter gik videre. Så var det frem med de små graveskeer og fylde på prøverørene! Ikke just den mest romantiske opgave, men ofte en bedre kilde til DNA end den tørre ydre hud!
Efter vi havde samlet prøver fra et par forskellige elefantgrupper, kørte vi længere mod grænsen til Congo og ind til de smukke Rwenzori bjerge. Her skulle vi se om vi kunne være heldige at finde et par ”friske fæcesprøver”, fra de skovelefanter som er kendt for at kunne bestige de stejle bjergsider i de regnskovsdækkede bjerge. Vi startede fra en landsby der lå omgivet af dis fra lavt hængende skyer og med en udsigt til bjergene der havde et næsten blåt lys over sig. Regnskovens fugt og den kølige luft gav en helt særlig stemning, mens vi vandrede opad på de smalle mudrede stier. Med hjælp fra en af de lokale landsbyboere fandt vi hurtigt forskellige steder spor fra elefanterne, men ingen efterladenskaber i form af elefantmøg! Vi søgte længe men fik desværre ikke nogen prøver med os i denne omgang. Til gengæld oplevede vi et helt særligt landskab, der kalder på at blive udforsket nærmere med en udsigt til de snedækkede bjerge, der rummer de sidste gletsjere i Afrika.
Unge elefanter leget meget. Foto Henrik Egede-Lassen
Efter Rwenzoribjergene kørte vi tilbage til Queen Elizabeth nationalparken, hvor vi havde et par dage tilbage, før laboratoriearbejdet kaldte i Uganda’s hovedstad Kampala. En af de sidste aftener i nationalparken efter vi havde set de sidste flammer af bålet brænde ud, og var krøbet ind i vores forskellige hytter, hørte vi nogle foruroligende lyde lige midt i mellem os. Det var nogle dybe gurglende lyde, som langsomt blev dybere og højere. Jeg lå helt stille i min sovepose og meget bevidst om hvor tynd væggene og døren ind til min og de andres hytter var. Der var ikke så meget at være i tvivl om, der var en hanløve lige midt i vores lejr! Den gik rundt og brølede til omgivelserne for at signalere, hvor hans territorie var og sin styrke. Sådan en oplevelse efterlader en meget ydmyg og godt mindet om, hvordan naturen har sine egne regler og styrker. Løven forlod lejren efter en 20 minutters tid, men jeg blev sikkert i min hytte til næste morgen og følelse af dagslysets sikkerhed!
Efter 2 måneders feltarbejde inklusiv lidt laboratoriearbejde i Kampala, var jeg klar til at tage tilbage til København og færdiggøre analyserne af alle prøverne. Det skulle tage 8 måneder at få overblik over DNA materialet fra skov- og savanneelefanterne. Resultaterne viste at i et område som Vestuganda blander skov- og savannelefanter med hinanden og levedygtigt afkom. Jo længere man kommer væk fra denne type ”blandingszone” af savanne og skov, jo mindre blander elefanterne sig. Dette kunne man tolke som at elefanttyperne hver især har nogle unikke tilpasninger til at leve enten i savannen eller i regnskoven, som gør dem bedst tilpassede hertil. Dette viser også at skovelefanterne er unikke for regnskovsområdet, hvor deres ”rolle” er vigtig som blandt andet frøspreder af forskellige træer. En rolle der ikke vil være andre dyr som kan overtage, hvis skovelefanterne forsvinder.
Efter 2 måneders feltarbejde inklusiv lidt laboratoriearbejde i Kampala, var jeg klar til at tage tilbage til København og færdiggøre analyserne af alle prøverne. Det skulle tage 8 måneder at få overblik over DNA materialet fra skov- og savanneelefanterne. Resultaterne viste at i et område som Vestuganda blander skov- og savannelefanter med hinanden og levedygtigt afkom. Jo længere man kommer væk fra denne type ”blandingszone” af savanne og skov, jo mindre blander elefanterne sig. Dette kunne man tolke som at elefanttyperne hver især har nogle unikke tilpasninger til at leve enten i savannen eller i regnskoven, som gør dem bedst tilpassede hertil. Dette viser også at skovelefanterne er unikke for regnskovsområdet, hvor deres ”rolle” er vigtig som blandt andet frøspreder af forskellige træer. En rolle der ikke vil være andre dyr som kan overtage, hvis skovelefanterne forsvinder.
Du kan læse mere om Astrid M. Z. Bonde og hendes mange spændende projekter på hendes hjemmeside Wilderness Inspire