Med en forsker i felten
Orangutang på Borneo. Foto Henrik Egede-Lassen
Skrevet af tropebiolog Carsten Broder Hansen
For femte gang samme dag bliver jeg brat og smertefuldt stoppet midt på stien. Endnu engang har en rattanpalme boret sine modhager ind i min kind. Det tynde skud er uhyre stærkt og med 3-4 små syle i huden har jeg i øvrigt slet ikke trang til at forsøge at rive mig løs af fælden.
I stedet vikler jeg mig langsomt og forsigtigt fri og sætter hurtigt efter Marc og assistenten Jamil. Marc signalerer til mig, at de igen har lokaliseret den unge orangutanghun, som vi har fulgt de sidste mange timer.
Vi hører tydeligt at grene knækker oppe i træet, og forsigtigt lister vi nærmere. Skumringen nærmer sig nu hastigt, og selv med en kikkert har jeg vanskeligt ved at skelne detaljerne i regnskovens trækroner.
Højt oppe ser vi en lang arm skyde frem og resolut brække en bladfyldt gren af nabotræet. Hunnen er tydeligvis travlt optaget af at bygge en rede for natten, og de næste 10 minutter overdøver lyden af knækkede grene og raslende blade alle andre lyde i skoven.
Endelig er hun tilsyneladende tilfreds, og vi begynder igen at kunne høre cikader, fuglestemmer og moskitoerne, der summer omkring os. Jamil binder en gul stump plastik på hunnens sovetræ og derpå noterer han orangutangens data og træets position i sin medbragte lommebog.
Tilbage i hovedkvarteret bliver det sammenholdt med tidligere observationer af det samme dyr, så det bliver muligt at kortlægge abens bevægelsesmønster, foretrukne sovesteder samt hendes territoriums omtrentlige udstrækning.
Reder tælles fra helikopter
Den franske orangutangforsker Marc Ancrenaz har sammen med sin hustru Isabelle og flere assistenter studeret orangutanger i den malaysiske delstat Sabah på Borneo siden 1999.
Deres centrale undersøgelsesområde er i Kinabatangan Vildtreservat nær landsbyen Sukau, hvorfra Marc også rekrutterer de fleste af sine assistenter.
Orangutangen er stærkt udryddelsestruet både på Borneo og på Sumatra, der er de to eneste levesteder for Asiens store menneskeabe.
Sideløbende med sin forskning har Marc etableret Kinabatangan Orangutang Conservation Project (KOPC) for dels at udbrede kendskabet til orangutangerne og dels igangsætte initiativer der kan sikre deres overlevelse.
I følge Marc er der fortsat meget begrænset konkret viden om de krav til levesteder og arealstørrelser som orangutanger kræver.
Et af Marcs første forskningsprojekter da han kom til Borneo var derfor at foretage optælling af orangutangreder fra en helikopter.
Han fortæller: ”Vi ved at en orangutang bygger en ny rede hver aften, og ved at opdele vores undersøgelsesområde i et antal længdesnit som helikopteren kan flyve langs kunne vi lave en relativt nøjagtig optælling af antallet af reder i området.
Resten var mest et spørgsmål om statistik, og selv om den slags observationer altid er behæftet med usikkerhed fik vi et rimeligt godt skøn over den samlede population.”
Indsamling af afføring
Sky dyr der lever i regnskovenes trækroner er altid vanskelige at tælle, og det samlede antal orangutanger der er tilbage har traditionelt været skønnet vidt forskelligt alt efter metoder og efter hvilket resultat man var interesseret i.
Efter helikopteroptællingen er Marc blevet en smule mere optimistisk angående populationens størrelse: ”Forskerne angav typisk et tal på 15.000 til 20.000 dyr på Borneo og yderligere 10.000 på Sumatra. Vores nyere optællinger i Sabah tyder på, at der måske er helt op til mellem 5.000 og 10.000 dyr alene i denne delstat, og det er væsentlig højere end tidligere estimater.
Det betyder dog langtfra, at arten er uden for fare.
Der foregår massiv rydning af regnskov både på Sumatra og på Borneo. Når skovene afløses af plantager og sekundær beplantning må menneskeaberne på kort sigt ændre spisevaner for at overleve.
En del af forskningsindsatsen handler om at afdække disse ændringer så næste dag var programmet indsamling af orangutanglort! Sammen med Jamil tog jeg ud til grænsen af vildtreservatet, hvor flere orangutanger havde territorier der overlapper oliepalmeplantager, og hvor der desuden er mindre landsbyer i nærheden.
Under abernes sovetræer er det som regel nemmest at finde afføring og efter nogle timers indsamling var Jamil tilfreds.
I laboratoriet bliver den indsamlede afføring analyseret og data sammenlignes med tilsvarende data fra Sumatra og andre regioner på Borneo.
Marc Ancrenaz siger afslutningsvis: ”Efter fire år viser vores undersøgelser at orangutanger kan overleve og forplante sig i sekundær skov, men det er stadig alt for tidligt at sige om aberne også kan overleve på lidt længere sigt.
Orangutangers mulige tilpasningsevne til en ny type af skov i fremtiden er en ekstremt kompliceret proces at dokumentere og forstå”.
For femte gang samme dag bliver jeg brat og smertefuldt stoppet midt på stien. Endnu engang har en rattanpalme boret sine modhager ind i min kind. Det tynde skud er uhyre stærkt og med 3-4 små syle i huden har jeg i øvrigt slet ikke trang til at forsøge at rive mig løs af fælden.
I stedet vikler jeg mig langsomt og forsigtigt fri og sætter hurtigt efter Marc og assistenten Jamil. Marc signalerer til mig, at de igen har lokaliseret den unge orangutanghun, som vi har fulgt de sidste mange timer.
Vi hører tydeligt at grene knækker oppe i træet, og forsigtigt lister vi nærmere. Skumringen nærmer sig nu hastigt, og selv med en kikkert har jeg vanskeligt ved at skelne detaljerne i regnskovens trækroner.
Højt oppe ser vi en lang arm skyde frem og resolut brække en bladfyldt gren af nabotræet. Hunnen er tydeligvis travlt optaget af at bygge en rede for natten, og de næste 10 minutter overdøver lyden af knækkede grene og raslende blade alle andre lyde i skoven.
Endelig er hun tilsyneladende tilfreds, og vi begynder igen at kunne høre cikader, fuglestemmer og moskitoerne, der summer omkring os. Jamil binder en gul stump plastik på hunnens sovetræ og derpå noterer han orangutangens data og træets position i sin medbragte lommebog.
Tilbage i hovedkvarteret bliver det sammenholdt med tidligere observationer af det samme dyr, så det bliver muligt at kortlægge abens bevægelsesmønster, foretrukne sovesteder samt hendes territoriums omtrentlige udstrækning.
Reder tælles fra helikopter
Den franske orangutangforsker Marc Ancrenaz har sammen med sin hustru Isabelle og flere assistenter studeret orangutanger i den malaysiske delstat Sabah på Borneo siden 1999.
Deres centrale undersøgelsesområde er i Kinabatangan Vildtreservat nær landsbyen Sukau, hvorfra Marc også rekrutterer de fleste af sine assistenter.
Orangutangen er stærkt udryddelsestruet både på Borneo og på Sumatra, der er de to eneste levesteder for Asiens store menneskeabe.
Sideløbende med sin forskning har Marc etableret Kinabatangan Orangutang Conservation Project (KOPC) for dels at udbrede kendskabet til orangutangerne og dels igangsætte initiativer der kan sikre deres overlevelse.
I følge Marc er der fortsat meget begrænset konkret viden om de krav til levesteder og arealstørrelser som orangutanger kræver.
Et af Marcs første forskningsprojekter da han kom til Borneo var derfor at foretage optælling af orangutangreder fra en helikopter.
Han fortæller: ”Vi ved at en orangutang bygger en ny rede hver aften, og ved at opdele vores undersøgelsesområde i et antal længdesnit som helikopteren kan flyve langs kunne vi lave en relativt nøjagtig optælling af antallet af reder i området.
Resten var mest et spørgsmål om statistik, og selv om den slags observationer altid er behæftet med usikkerhed fik vi et rimeligt godt skøn over den samlede population.”
Indsamling af afføring
Sky dyr der lever i regnskovenes trækroner er altid vanskelige at tælle, og det samlede antal orangutanger der er tilbage har traditionelt været skønnet vidt forskelligt alt efter metoder og efter hvilket resultat man var interesseret i.
Efter helikopteroptællingen er Marc blevet en smule mere optimistisk angående populationens størrelse: ”Forskerne angav typisk et tal på 15.000 til 20.000 dyr på Borneo og yderligere 10.000 på Sumatra. Vores nyere optællinger i Sabah tyder på, at der måske er helt op til mellem 5.000 og 10.000 dyr alene i denne delstat, og det er væsentlig højere end tidligere estimater.
Det betyder dog langtfra, at arten er uden for fare.
Der foregår massiv rydning af regnskov både på Sumatra og på Borneo. Når skovene afløses af plantager og sekundær beplantning må menneskeaberne på kort sigt ændre spisevaner for at overleve.
En del af forskningsindsatsen handler om at afdække disse ændringer så næste dag var programmet indsamling af orangutanglort! Sammen med Jamil tog jeg ud til grænsen af vildtreservatet, hvor flere orangutanger havde territorier der overlapper oliepalmeplantager, og hvor der desuden er mindre landsbyer i nærheden.
Under abernes sovetræer er det som regel nemmest at finde afføring og efter nogle timers indsamling var Jamil tilfreds.
I laboratoriet bliver den indsamlede afføring analyseret og data sammenlignes med tilsvarende data fra Sumatra og andre regioner på Borneo.
Marc Ancrenaz siger afslutningsvis: ”Efter fire år viser vores undersøgelser at orangutanger kan overleve og forplante sig i sekundær skov, men det er stadig alt for tidligt at sige om aberne også kan overleve på lidt længere sigt.
Orangutangers mulige tilpasningsevne til en ny type af skov i fremtiden er en ekstremt kompliceret proces at dokumentere og forstå”.
Hun orangutang med unge i gang med at spise figenfrugter. Foto Henrik Egede-Lassen