Regnskoven - klodens rigeste økosystem

Mayaer

Stacks Image 1944
Mayaruiner på Yucatan. Foto Carsten Broder Hansen
Mayakulturen er den største og længst eksisterende af samtlige civilisationer i Amerika. Der findes spor af fastboende mayasamfund helt tilbage til år 2500 f. Kr. og i dag er hovedparten af den indianske befolkning på Yacatan-halvøen i Mexico og i nutidens Guatemala, El Salvador, Belize og Honduras direkte efterkommere af mayaer.
Da civilisationen kulminerede i den såkaldte guldalder fra år 250 til 900 e. Kr. opbyggede mayaerne samfund der både socialt og fysisk var noget af det mest avancerede i datidens verden. Resterne af mayaernes ruiner vidner om arkitektoniske og logistiske færdigheder i særklasse, og med nutidens øjne forekommer det nærmest ufatteligt at de enorme templer blev opført uden brug af hjul, metalredskaber eller trækdyr.
Mayaerne dominerede hele Mellemamerika men folket var dog ikke en udpræget homogen etnisk gruppe. Mayasamfundene havde kontakt med eller underlagde sig en række andre indianske kulturer og både befolkninger og traditioner blev grundigt blandede gennem de hundreder af år der gik fra guldalderens start til de spanske erobreres ankomst.

De enkelte Mayariger var hierarkiske kongedømmer med kongen som enehersker udnævnt af guderne og støttet af et magtfuldt præsteskab. Mayaernes kultur var således centreret omkring religiøsitet, men de opnåede også enestående resultater inden for astronomi, landbrug og kunst. Mayaerne udviklede blandt andet en meget præcis kalender, og de kunne forudsige astronomiske fænomener med en nøjagtighed som er imponerende, selv i sammenligning med moderne teknikker.

Mayakulturen er den største og længst eksisterende af samtlige civilisationer i Amerika. Der findes spor af fastboende mayasamfund helt tilbage til år 2500 f. Kr. og i dag er hovedparten af den indianske befolkning på Yacatan-halvøen i Mexico og i nutidens Guatemala, El Salvador, Belize og Honduras direkte efterkommere af mayaer. Da civilisationen kulminerede i den såkaldte guldalder fra år 250 til 900 e. Kr. opbyggede mayaerne samfund der både socialt og fysisk var noget af det mest avancerede i datidens verden. Resterne af mayaernes ruiner vidner om arkitektoniske og logistiske færdigheder i særklasse, og med nutidens øjne forekommer det nærmest ufatteligt at de enorme templer blev opført uden brug af hjul, metalredskaber eller trækdyr. Mayaerne dominerede hele Mellemamerika men folket var dog ikke en udpræget homogen etnisk gruppe. Mayasamfundene havde kontakt med eller underlagde sig en række andre indianske kulturer og både befolkninger og traditioner blev grundigt blandede gennem de hundreder af år der gik fra guldalderens start til de spanske erobreres ankomst.

De enkelte Mayariger var hierarkiske kongedømmer med kongen som enehersker udnævnt af guderne og støttet af et magtfuldt præsteskab. Mayaernes kultur var således centreret omkring religiøsitet, men de opnåede også enestående resultater inden for astronomi, landbrug og kunst. Mayaerne udviklede blandt andet en meget præcis kalender, og de kunne forudsige astronomiske fænomener med en nøjagtighed som er imponerende, selv i sammenligning med moderne teknikker.

Mayaerne anvendte deres astronomiske viden i arkitekturen. Vigtige templer blev placeret og konstrueret så lyset fra solen og månen faldt ind i bestemte rum eller dannede særlige skygger på bestemte årstal og tidspunkter af særlig vigtighed i mayaernes religiøse kalender. I mayaernes verdensbillede var universet en enorm firkant hvorpå alle mennesker, dyr og planter befandt sig. I centrum af firkanten stod Yaxche, livets træ, der normalt fremstilles som et stiliseret Ceiba-træ (kapok). Ceibatræerne er de største træer i Mellemamerika med en højde på op til 70 meter, og således et oplagt symbol på Yaxche, hvis kroner ifølge Mayareligionen rakte helt op i himlen, og hvis rødder nåede ned i underverdenen Xibalba. Xibalba omtales populært som mayafolkets version af dødsriget, fordi de 12 guder som bebor underverdenen var ansvarlige for elementer som sygdom, sult og død. Overguden (nogle steder omtalt som Jaguar-guden) herskede over Xibalba og de øvrige guder, som alle var overvejende dystre og skræmmende figurer, men som mayaerne normalt afbillede med menneskelignende træk.

Ruinerne af mayaernes regionale hovedstæder er for de flestes vedkommende velbevarede, og de er i dag berømte turistmål. De imponerende pyramidetempler i eksempelvis Tikal (Guatemala), Copan (Honduras) samt Palenque og Chichen Itza (Mexico) er delvist udgravede og let tilgængelige for de besøgende. Et besøg i regnskovene omkring ruinerne viser dog tydeligt, at der eksisterer mindst lige så mange tempel- og bykomplekser, som slet ikke er udgravede, ligesom flyovervågninger på andre lokaliteter har afsløret nærmest ukendte pyramidestrukturer, der meget vel kan vise sig at gemme endnu større og mere storslåede bygningsværker, end de allerede kendte attraktioner. Det er tidskrævende og kostbart at gennemføre arkæologiske undersøgelser og med tanke på mayakulturens enorme udbredelse vil det sikkert tage hundreder af år inden de største ruiner er blot nogenlunde afdækkede.

På trods af de enorme og imponerende bysamfund samt deres astronomiske viden er det måske i virkeligheden inden for landbruget at mayaerne opnåede de største resultater. Ved siden af det tidlige Kina, Egypten og Mellemøsten er regnskovsområderne i Mellemamerika det vigtigste centrum for agerbrugets udvikling. I den øvrige del af verden ændrede de tidlige agerbrugere naturen med vandingssystemer og terrasser for at skabte optimale forhold for kulturplanterne. Regnskoven var derimod så kompliceret, at dette ikke var en mulighed i Mellemamerika. I stedet fandt mayaerne på at ændre de vilde planter til nytteplanter tilpasset det særlige miljø. Forædling og opdyrkning foregik således helt på naturens betingelser, og resultaterne var bemærkelsesværdige. Man kan med en vis ret hævde, at mayaerne opfandt en række af vore dages vigtigste kulturplanter som vanilje, tobak, avocado, majs, tomater og bønner.
Mayaernes største civilisationer faldt gradvist fra hinanden omkring år 900 og frem, hvor de store byer efterhånden blev forladt, og befolkningerne vendte tilbage til livet i mindre samfund og små landsbyer. Det såkaldte Mayakollaps er blevet kaldt en af verdens store arkæologiske gåder, og der er utallige teorier om årsagen. De fleste hælder i dag til forklaringer som involverer flere samtidige hændelser. Lange perioder med ustabilt klima kan have ført til dalende høstudbytte og sult, som så igen kan have ført til hyppigere erobringstogter mod nabosamfund med det dobbelte formål at tilegne sig mere landbrugsland og bortlede opmærksomheden fra regentens manglende evne til at skabe resultater. Måske var nogle af samfundene også blevet så vidtstrakte, at det blev et problem at transportere fødevarer i tilstrækkelige mængder ind til rigets centrum, hvor de fleste mennesker levede. Som nævnt havde mayaerne hverken vogne eller trækdyr, så det virker rimeligt at nogle år med dårligt høstudbytte kombineret med fx oversvømmelser af indfaldsvejene har potentiale til at skabe en kritisk situation.
I modsætning til de fleste andre indianske samfund var det således ikke europæernes ankomst, der var den eneste årsag til mayacivilisationens tilbagegang. Spaniernes opdukken på den Mellemamerikanske scene betød dog, at mayaerne fremover blev massivt undertrykte i hele regionen. Land, rettigheder og selvstyre blev tidligt frataget de indianske folk, og i dag er mayaer med få undtagelser placeret i samfundets bund overalt i Mellemamerika. Selv om spansk er obligatorisk i skolen og næsten alle mayaer er blevet katolikker, lige som det øvrige samfund, lever mange mayaer fortsat i meget tætsluttende sociale grupperinger og de bibeholder deres eget sprog og kultur. Der er også en udpræget, men dog ofte uudtalt diskrimination mod de etniske indianere, der strømmer igennem samfundene i Mellemamerika. Ideen om at mayaer ikke er i stand til social mobilitet forstærkes naturligvis af isolationen og den dyrkelse af egen kultur, der hyppigt er undertrykte gruppers værn mod diskrimination. Undertrykkelsen resulterer med jævne mellemrum i protester og opstande, mest berømt er nok Zapatistbevægelsen i Chiapas-provinsen, der i 1994 igangsatte en regional opstand på baggrund af den amerikanske frihandelsaftale NAFTA. Bevægelsen havde et ideologisk udgangspunkt der kombinerede oprindelige folks rettigheder med socialistisk/marxistisk retorik og antiglobalisering. Bevægelsen blev støttet af mange indianere i regionen, men også intellektuelle og kulturpersonligheder i både Mexico samt USA udtrykt sympati for Zapatisterne. Den mexicanske regering svarede igen med at indsætte militæret. Der blev udkæmpet en del blodige kampe mellem regeringsstyrker og oprørere i 1994 til 1995, hvor regeringen dæmpede aktiviteterne, men fortsatte med at bekæmpe Zapatisterne via paramilitære enheder. Der blev senere iværksat våbenhvile og regeringen accepterede begrænset selvstyre i flere områder, og i dag er situationen i Chiapas fredelig.

På trods af sådanne enkeltstående dramatiske udtryk er den generelle tendens at mayerne i dag pragmatisk har indstillet sig på en fast plads nederst i samfundets økonomiske og politiske hierarki. Den besøgende turist i Mellemamerika vil således hyppigt møde de direkte efterkommere efter arkitekterne bag de enorme bygningsværker i Palenque, Copan, Tikal og Chichen Itza som gadesælgere eller rengøringspersonale på hotellet.
Stacks Image 1950
Stacks Image 2123